Anders Rydahl-Jensen
Om Anders Rydahl-Jensen
Bundsolid vendelbo med benene plantet i den nordjyske muld
Mit navn er Anders Rydahl-Jensen. Jeg er 41 år. Jeg bor i Højene i Hjørring sammen med min kæreste Rikke, vores fælles barn, Johanne, og min store søn Alexander. Mine to store piger, Freja og Smilla, bor med deres mor og bonusfar i Hæstrup.
Jeg er født på Hjørring Sygehus den 7. januar 1984. Jeg trådte mine barnesko i Brønderslev, voksede op i Nørresundby og vendte hjem til Vendsyssel.
En dyb kompetence rygsæk med rødder i landbrug, kultur og turisme
Jeg har altid gerne ville tjene mine egne penge og startede som 12 årig med at gå med aviser og reklamer. Herefter fulgte job som opvasker, kok, sælger, trykker og meget mere.
Herefter blev det Aalborg Handelsskole, hvor jeg er tog uddannelsen handelsassistent med speciale i landbrugsmaskiner med elevtid i Hjallerup Maskinforretning. Efterfulgt af lige knapt 10 år i maskinforretninger.
Efter finanskrisen i 2009 gik turen til universitetet. Hvor jeg er uddannet Bachelor i historie og religionsvidenskab fra Aalborg Universitet og Århus Universitet samt cand.mag. i historie med speciale i landbrugshistorie fra Aalborg Universitet. Hertil fulgte cirka 10 års erfaring fra museumsverdenen som leder og museumsinspektør.
Ud over ovenstående har jeg cirka 15 års erfaring med bestyrelses- og udvalgsarbejde. Herunder institutionsbestyrelse, skolebestyrelse, foreningsbestyrelse, museumsbestyrelse, kommunaludvalg mm.
De skrå brædder, det hvide lærred og promotionfilm
Med familie, børn, venner og arbejde, så kender de fleste, at der ikke er meget tid tilbage. Men den tid, der er, elsker jeg at bruge på amatørskuespil.
Jeg har i flere år været tilknyttet diverse amatørteaterscener i Vendsyssel. Fællesskabet i foreninger af fantastiske ildsjæle, arbejdsheste og Tordenskjolds mange soldater er helt unikt for foreningslivet i Danmark. Det er steder, hvor jeg få tanket meget af min energi op, og jeg glæder mig hvert år til at trække i kostumer og give den gas. For eksempel på sommeraftener i "Kilden".
Enkelte gange har jeg også fået lov at lave en film, reklamefilm eller kortfilm.
… Hvorfor politik, Anders?
Politik er det muliges kunst, siges der. For mig handler kommunalpolitik om samarbejde. Samarbejde mellem borgere og forvaltninger. Men også på tværs af partifarve og holdninger.
Men politik handler også om engagement. Engagement i lokalsamfundet, enkeltsager, mærkesager og i lysten til at tilbyde sig selv og sin virkelyst for din, min og vores fælles hverdag.
Jeg mener at kommunen skal være den gode medspiller for borgeren - ikke modspiller. Politik skal være gennemsigtigt og forståeligt. Vores kommune har indflydelse på rigtig mange ting i vores hverdag. Valget er faktisk vigtigt og det betyder noget, hvor du sætter dit kryds den 18. november.
Her på siden kan du finde mange gode bud på en god og kvalificeret personlig kandidat. Så om du stemmer på mig eller på en af de andre rigtig gode kandidater. Så husk at DIN stemme tæller. Vi vil alle sammen - på hver vores måde - det bedste for Hjørring Kommune.
Tre stærke mærkesager
Familie: Familien er det vigtigste fundament vi har som mennesker. Derfor vil jeg arbejde for at sikre det frie valg, bevare og udvikle de private daginstitutioner, skoler, plejecentre mm. Jeg vil arbejde for at udgifterne til velfærd følger den befolkningsmæssige udvikling og jeg vil kæmpe for ALLE unges ret og mulighed for at tage en ungdomsuddannelse opretholdes.
Kultur og turisme: Kultur er mange ting og meget individuelt. Derfor er det vigtigt at Hjørring Kommune er bredt orienteret kulturelt. Jeg mener, og vil arbejde for, at Kultur- og turismeerhvervet i Hjørring Kommune bringes helt frem øverst på dagsordenen. Jeg mener at kulturpolitik i sin essens skal handle om at skabe de bedste rammer for, at kulturen kan udvikle sig og nå ud til så mange mennesker som muligt. Det betyder, at vi skal fjerne bureaukratiske barrierer for eksempel for frivillige foreninger, og vi skal investere i kulturen og turismen.
Natur, Miljø og Klima: Klima-, miljø- og naturpolitik handler for mig primært om at arbejde for et grønnere Hjørring Kommune. Jeg kæmper for mere bæredygtighed, skov, landbrug, renere drikkevand, styrket biodiversitet og et øget fokus på genbrug, men… Vi må ikke glemme, at i Hjørring Kommune er naturen altså også er en arbejdsplads for rigtig mange borgere.