
Fritid og kultur
Venstre ønsker, at Hjørring Kommune fastholdes som en kulturel kommune fyldt med oplevelser for turister såvel som for egne borgere. Fritid og kultur er stærkt rodfæstet i kommunen, og det er vigtigt, at eksisterende kulturtilbud - som eksempelvis vores to statsanerkendte museer Vendsyssel Historiske Museum (VHM) og Vendsyssel Kunstmuseum (VKM) - gives rammer for fortsat beståen og udvikling. Vi har f.eks. gennem etableringen af fyrtårne indenfor bl.a. musik og teater, både i Hjørring og i lokalområderne, været med til at gøre kommunen markant synlig på landsplan. Vi tror på, at et bredt kulturtilbud kan medvirke til øget bosætning, fremme uddannelsesmiljøet, tiltrække den nødvendige arbejdskraft og skabe endnu mere turisme i hele kommunen. Vi er på vej med en ny kulturskole tæt på offentlig transport og stadig med mulighed for decentral undervisning i musiske fag. Vi ønsker fortsat at tænke nyt og anderledes og er åben for sponseringer og samarbejde mellem private og kommunen. Venstre støtter det frivillige foreningsliv, som er rygraden i idrætten, kulturen og den demokratiske forståelse. De frivillige yder en uvurderlig indsats for fællesskabet, og det skal de mærke. Her er et område, hvor én støttekrone givet, mangedobles overfor borgerne. Breddeidrætten og folkelige idrætsaktiviteter skal støttes, også som en vigtig del af kommunens sundhedsindsats, og der skal være de nødvendige ressourcer, så det kan ske i hele Hjørring Kommune. Venstre ønsker at fremme elitesport i kommunen. Vi vil bakke op om de foreninger og privatpersoner, som ønsker at fremme elitesporten ud fra princippet: ”Noget for noget”. Her er det vigtigt at lytte til - og bygge på - iværksættere og andre initiativtagere. Brugerne af haller og andre faciliteter skal have mulighed for at overtage faciliteterne, så de kan fungere som selvejende institutioner. Det giver lokalt ejerskab og øget fleksibilitet i lokalområdet. Venstre ønsker at styrke vores rige kulturliv yderligere ved bl.a. at inddrage hele kommunen og desuden inddrage unge i den løbende udbygning og optimering af kommunens fritids- og kultur tilbud. Kommunens skoler, såvel kommunale som private, skal inddrages som nærkulturhuse og anvendes i fritidslivet i nærområdet. Samarbejdet mellem daginstitutioner, skole, kultur- og fritidsliv skal derfor øges.
Turisme
Turismen er et af kommunens flagskibe. Hjørring Kommune skal fortsat udnytte og udvikle vores fantastiske rammer til at tiltrække turister. Hjørring Kommune er en aktiv medspiller i Vestkystsamarbejdet og Destination Nordvestkysten. Vi skal fortsat have maksimalt fokus på vores 60 kilometer strande og øvrige naturområder, som er blandt de bedste i Nordeuropa. Vi ønsker at det skal være en oplevelse at besøge Hjørring Kommune hele året, og sammen med vores museer, teatre og andre attraktioner vil vi sammensætte oplevelsespakker, der appellerer til turister i alle aldersklasser.