Lone Olsen
Om Lone Olsen
Det, vi beslutter på rådhuset, kan mærkes ved køkkenbordet.
Derfor stiller jeg op. Fordi politik ikke handler om systemer og skemaer, men om mennesker og hverdage. Og fordi jeg tror på, at vi skal holde fast i det, der virker – og fortsætte med at udvikle vores kommune med både omtanke og ambition.
Jeg hedder Lone Olsen og stiller op til kommunalvalget i Hjørring for tredje gang.
Det gør jeg med erfaring, fornyet energi – og vilje til at tage ansvar for både det nære liv og de store beslutninger. Med tiden er mit ansvar vokset, og i dag står jeg midt i det.
Sammen med min mand Morten og vores to børn, Johan og Camille, bor jeg i Tårs – den by, jeg også er vokset op i.
Jeg kender foreningslivet, fællesskabet og værdien af at høre til. Som mor – og som forælder til et barn med særlige behov – ved jeg, hvor vigtigt det er, at hjælpen virker, og at velfærden hænger sammen i virkeligheden. For mig er det ikke kun politik. Det er liv.
Jeg er uddannet laborant og jurist og har i næsten 20 år arbejdet i forskningsverdenen hos Haldor Topsøe.
Min erfaring fra både erhvervsliv og jura bruger jeg hver dag i mit politiske arbejde – som byrådsmedlem, regionsrådsmedlem og som formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget i Hjørring Kommune.
Jeg trives i det politiske maskinrum – dér, hvor vi både skal fordybe os og finde løsninger, der hænger sammen.
Min politiske drivkraft er mennesker – især dem, der ikke altid bliver hørt.
Jeg arbejder for, at børn og unge får den hjælp, de har brug for i tide – og at familier ikke skal kæmpe unødigt for at blive taget alvorligt. Det gælder uanset, om barnet har særlige behov eller bare har det svært i en periode.
Men velfærd stopper ikke, når man bliver voksen. Den skal følge med hele livet – til dem, der lever med handicap, psykiske udfordringer eller bare har brug for støtte i en svær hverdag. Og til ældre, der har krav på en pleje, hvor både faglighed og menneskelighed er i orden.
Alle skal mødes med respekt – og med løsninger, der giver mening i det liv, de står i.
Udvikling kræver ledelse
Jeg tror på, at stærke lokalsamfund og en levende hovedby sagtens kan gå hånd i hånd. Vi skal holde fast i den gode udvikling – og turde tage næste skridt. Hjørring Kommune er ét sammenhængende fællesskab. Det kræver klare prioriteringer og tydelig politisk ledelse. Det ansvar er jeg ikke bange for at tage – og jeg står allerede i det i dag.
Samarbejde med erhvervslivet er en del af løsningen
Et stærkt lokalt erhvervsliv er fundamentet for både arbejdspladser, bosætning og velfærd. Vi skal som kommune fortsat være en konstruktiv og løsningsorienteret medspiller. Det kræver, at vi forstår hverdagen for virksomhederne og prioriterer både infrastruktur, arbejdskraft og ordentlige rammevilkår. Udvikling sker ikke kun på rådhuset – den skabes i tæt samspil med dem, der driver virksomheder, skaber job og investerer i lokalområdet.
Ordentlighed og ambition
Jeg møder politik med både hjerte og hjerne. Jeg tror på, at vi kommer længst med samarbejde, gennemsigtighed og respekt – også når vi er uenige.
Mine mærkesager:
- Tidlig og reel hjælp til børn og unge
- Ældrepleje med både faglighed og medmenneskelighed
- Et handicapområde, der hænger sammen og støtter – ikke spænder ben
- Sundhed og trivsel tæt på – i hverdagen og lokalsamfundene
- En kommune, der samarbejder med erhvervslivet – også når det er bøvlet
- At vi udvikler hele kommunen – så flere områder får mulighed for at vokse og trives
Jeg stiller op igen, fordi jeg vil fortsætte arbejdet – med ansvar for det, vi allerede har skabt, og blik for det, vi kan gøre endnu bedre.